Alle indlæg Jobsøgning og karriere Rekruttering og ledelse
Posted on

Skal en leder have et nytårsforsæt?

JA DA! Januar er tiden for blanke ark, refleksioner og måske tid til at overveje, hvordan du kan blive en bedre leder. Her får du nogle nyttige forslag til dit nytårsforsæt som leder.

1. Indfør regelmæssige samtaler med alle medarbejdere

Faste og hyppige møder sikrer, at du ved, hvordan dine medarbejdere udvikler sig, og giver dig mulighed for at foretage små justeringer, før noget viser sig at være et problem. Møderne er også en god mulighed for at prale af gode præstationer, selvom samtaler ikke kun bør dreje sig om tal og resultater, men også om trivsel og udvikling.

2. Gør noget ekstra ud af afdelingsmøderne

Du behøver ikke at følge den samme opskrift hver gang du holder et afdelingsmøde. Gør noget forskelligt, såsom at tage noget spiseligt med, se et sjovt filmklip eller en gå en tur rundt om bygningen. Disse små ting viser sig ofte at have en ret stor effekt.

Læs også: Den svære samtale som leder – sådan lykkes du

3. Giv dine medarbejdere rum og tid til at klare tingene selv

Hvis du vil have selvstændige medarbejdere, skal du som leder lære at “sidde på dine hænder”, før du tilbyder din hjælp. Dine medarbejdere har brug for at vide, at du stoler på dem. Ved at udvise tillid, giver du dine medarbejdere mulighed for at udvikle sig. Husk at spørge mere end du forklarer!

4. Arbejd med den måde, du giver feedback på

Hvis der er noget under opsejling i afdelingen, skal det behandles straks.

Det er sjældent, at ”det passer” at give feedback og tage samtaler med det samme, men du er nødt til at behandle det før det udvikler sig. Når du skal give feedback og tage en ’svær’ samtale, er der tre ting, der gælder:

  1. Vær så konkret som muligt (eks. Jeg har observeret, at …),
  2. Fortæl om, hvordan du oplever det, du har set (jeg oplever dette som uhensigtsmæssig adfærd for afdelingen), og endelig –
  3. Lad medarbejderne give deres version (hvad synes du, om det, jeg har observeret?).

 

Læs også: Den helt særlige kultur i Adecco kendetegnes af et stærkt fællesskab

5. Vær personlig, ikke privat

Du stræber måske efter at være en personlig leder, men du behøver ikke at være så privat. Du kan fortælle om, at du eksempelvis ikke ser dig selv som kreativ eller god til tal. At du har været skilt to gange eller at ungerne har fået børneorm – det behøver dine medarbejdere ikke at vide.

6. Tag dig tid til at træffe en gennemtænkt beslutning

Når du bemærker, at du skynder dig for at bestemme noget, fordi situationen kræver et svar? Så skal du prøve at købe dig selv lidt tid. Hvis nogen spørger om et svar eller en beslutning, kan du tillade dig at sige: “Jeg skal tænke lidt over det”, eller: “Hmm, lad mig lige sove på det”, eller: “Jeg er virkelig i tvivl her – giv mig lige lidt tænke-tid”.

Husk! Nytårsforsætter skal ikke kun laves og haves – de skal leves…

Godt nytår, og held og lykke med dit nytårsforsæt!

Del artikel